ACASUS

onsdag den 29. februar 2012

Zola Jesus lyder som en gennemsnits x-faktor sangerinde der har fundet ud af, at man kan knække sin stemme til det dybe og overdrive luftudledningen således, at der udstedes en obskur men stadig æstetisk lyd. Det giver et "råt" udtryk. Vi ser disse piger på stribe, og mange af dem behersker tydeligvis ikke denne kunst. Kunsten er dog bare at skrue lidt ned for disse momentvis karakteristiske hæse knæk og gemme dem til disse forfærdelige sanges klimaks (for mig: antiklimaks). Zola Jesus er ingen undtagelse, tværtimod. Hun synger konstant på denne måde og man ved ikke, om man skal grine eller græde. Hun lyder allermest som en sur alf, der har fået noget permanent galt i halsen eller som en Anna Faris, hvis lyster har fået afløb, omhandlende at herske over karaokemaskinen hele natten lang. Men når det er sagt, så holder jeg altså med Zola Jesus. Hvis man skal genbruge en kliché, så kan man ligeså godt finde volume-knappen og dreje så det siger shwuuuuuuuuz… overdrive. Hun formår faktisk at skabe et rørende, mørkebetonet univers. Men det er nu også mest på grund af det lag af elektronisk musik, som støbes sammen med denne karakteristiske klang.

Skriveblokade (!)

Jeg foragter den verdensomspændende kliché, hvor forfattere beskriver en iboende skriveblokade som resulterer i en hypnose- og trancelignende fortryllelse udført af computermarkøren, der nærmest provokerer deres dovenskab og selvopfattelse i sådan grad, at de transformeres dybere ned i omtalte tomme stirren (1). Og alt de kan gøre er at kigge på den blinkende markør, imens irritationen svulmer op over bægrets kant. Dernæst er det jo klart, at alle os andre skal konfronteres med dette personlige foretagende, fordi det da kunne være originalt og vanebrydende at skildre deres situation og position på en ærlig og direkte måde; De er så berørt af historien, at de efterlades denne tomhed og overgivelse og skildrer derfor denne. For nej! Det er jo ikke en indikation på, at vedkommende ikke besidder forfatterkundskaber – aldrig i livet.
(1) Jævnfør "Sex and The City"-karakteren Carrie Bradshaw, hvis skæbne af og til bliver udsat for følgende fænomen. Heldigvis bryder hun fangeskabet ved at opbygge og beskrive seksuelle teorier, som hun især projicerer over på hankønsvæsner, og som i virkeligheden er af narcissistisk og febrilsk opstamning.